Ph.d.’er skaber værdi i det private erhvervsliv

Ph.d.’er fra Aarhus BSS har meget at tilbyde erhvervslivet, fordi de kan løse komplicerede problemstillinger, som kræver stort analytisk og metodisk overblik. Det fortæller Per Baltzer Overgaard, som er prodekan for forskning og talentudvikling på Aarhus BSS, og som her sætter ord på udviklingen.

Foto: AU foto

”Ph.d.’er kan tilføre stor værdi til både den private og offentlige sektor, varetage en lang række jobs og løse meget komplekse problemstillinger, som kræver stort analytisk og metodisk overblik. Det skyldes, at de gennem forskeruddannelsen opnår en lang række meget stærke analytiske og metodiske kompetencer,” siger Per Baltzer Overgaard.

Måske derfor kommer ph.d.-uddannede på relativt kort tid ret langt karrieremæssigt i forhold til fx kandidatuddannede, og eksempelvis tager brancher som konsulentbranchen, banker, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber ofte imod ph.d.’er.

Flere fagligheder i spil

Udviklingen er især tydelig inden for de traditionelle businessområder, men også inden for andre fagområder ser Per Baltzer Overgaard tegningen til, at flere ph.d.’er får en karriere i det private erhvervsliv. Han nævner psykologi som et forskningsområde med potentiale.

“Vi opholder os en meget stor del af vores liv på arbejdspladsen. Og derfor fylder psykologien mellem medarbejderne rigtigt meget. Forkerte rekrutteringer, dårligt psykisk arbejdsmiljø etc. er områder, der får større og større betydning. Det kan på sigt åbne op for, at flere ph.d.’er med helt specifikke kompetencer inden for psykologien bliver interessante for eksempelvis HR-afdelinger i større virksomheder. Men det er naturligvis en efterspørgsel, der skal gå begge veje,” siger han.  

Som et andet område, der sender flere ph.d.’er ud i det private erhvervsliv, nævner Per Baltzer Overgaard statskundskab – især set i lyset af, at den offentlige sektor bliver mindre i disse år, og at samspillet mellem private virksomheder og offentlige organisationer vokser.  

Yderligere information

Kontakt Randi Groslier Bjælde, hvis du ønsker at vide mere om ph.d.’er fra Aarhus BSS.