International top-alumne besøger Aarhus BSS

Hun er blandt de 30 mest indflydelsesrige erhvervskvinder i USA. Hun er årets bestyrelseskvinde i 2018. Hun er alumne fra Aarhus BSS. Og du kan møde hende på Om Ledelse ’19 i februar.

Pressefoto: CSM Bakery Solutions

Marianne Kirkegaard, 50, er en kvinde med fart over feltet og blikket vendt ud i den store verden. Hun er administrerende direktør i den internationale bagerivirksomhed, CSM Bakery Solutions, med hovedsæde i Atlanta, USA, og med 8.500 ansatte, 34 fabrikker og 45.000 kunder i 100 lande.

Hun overtog topposten i 2016, og samme år optrådte hun på Insight Success’ anerkendte liste over de 30 mest indflydelsesrige kvinder i amerikansk erhvervsliv. I år blev hun så kåret til årets danske bestyrelseskvinde ved Women’s Board Award, og senest er hun atter med på Berlingskes top 100-liste over de mest indflydelsesrige kvinder i Danmark

Marianne Kirkegaard er alumne fra Aarhus BSS, hvorfra hun blev cand.merc. i 1993. Hun startede karrieren i Unilever, har været omkring både Carlsberg og Coca-Cola, har arbejdet i Sverige, Holland og Østeuropa, inden hun kom til CSM Bakery Solutions og flyttede familien til USA.

De danske rødder

Selvom Marianne Kirkegaard er administrerende direktør på den modsatte side af Atlanterhavet, har hun dog stadigvæk fingeren på pulsen af det danske marked som bestyrelsesmedlem i Dansk Supermarked og AAK.

Bestyrelsesposterne i Danmark er vigtige for Marianne Kirkegaard, og hun bliver motiveret af muligheden for at kunne betale tilbage til det skandinaviske erhvervsliv med sin internationale erfaring.

”Det er svært at bibeholde et dansk netværk, når man er væk fra Danmark, så i dag er det blevet en af mine måder at bibeholde tilknytning til mit hjemland,” fortalte hun til Berlingske i forbindelse med udnævnelsen til årets bestyrelseskvinde.

Thomas Thune Andersen, formand for juryen ved Women’s Board Award, understregede ved prisoverrækkelsen det inspirerende i Marianne Kirkegaards valg af karriere. ”Mariannes karriereforløb viser, at en bestyrelseskarriere kan styrkes af, at man også tør vælge et jobliv til uden for Danmarks grænser. Det spring er der stadig ikke så mange kvinder, der tager. Så hun er ikke kun fagligt, men også med sit personlige valg en stærk rollemodel”.

Feedback og diversitet

Sammen med sit fokus på multikulturel ledelse har hun også øje for de forskellige trends i industrien, og hun lægger især vægt på feedback i sin position som leder; det er i dialogen med kolleger og kunder, at hun forventer at kunne udvikle og forbedre sig.

”Jeg er bevidst om, at jeg ikke er specialist; jeg er omgivet af folk i CSM som ved mere, end jeg nogensinde vil komme til om et bestemt emne, og muligheden for at kunne lede dem som team til kollektiv succes er meget inspirerende,” fortalte hun til Insights Success i forbindelse med, at hun blev vurderet som en de 30 mest indflydelsesrige erhvervskvinder i USA i 2016.

Køn fylder ikke meget i sig selv, når det kommer til Marianne Kirkegaards overvejelser som leder, men hun ser stor værdi i at kunne omgive sig med meget forskellige kolleger, både hvad angår alder, etnicitet og seksuel orientering, så længe de er udvalgt på baggrund af deres arbejdsevne og ikke bare udfylder en kvote.

”Vi skulle se at få slået skodderne op og tænke på diversitet som mere end køn,” sagde Marianne Kirkegaard i interviewet med Berlingske.

Om ledelse 2019

Den 7. februar er Marianne Kirkegaard tilbage på Aarhus BSS for at deltage i arrangementet ” Om Ledelse '19 - Det personlige lederskab” hvor hun, sammen med en række andre kvindelige topledere, vil dele ud af sine personlige erfaringer og observationer omkring det at være leder.

Læs mere om Om Ledelse 2019

Kilder:

Årets bestyrelseskvinde: Vær modig og tag beslutninger, selv om du ikke er 100 procent sikker (Berlingske, 27. januar 2018)

Marianne Kirkegaard: ”It Comes Down to One Word” (Insights Success, 28. oktober 2016)

Marianne Kirkegaard er vinder af Women’s Board Award 2018 (Pressemeddelelse, Lederne 26. januar 2018)

Marianne Kirkegaard, President and CEO, CSM Bakery Solution (csmbakerysolutions.com)