Hvordan sætter man store erhvervsledere stævne?

Landets førende CEO´s er igen blandt oplægsholderne, når Aarhus Symposium for femte år i træk finder sted den første fredag i november. Bag arrangementet står en gruppe studerende, som med dygtighed, mod og nysgerrighed har skabt noget særligt.

De studerende bag Aarhus Symposium modtager velfortjent hæder for deres indsats. Foto: Anders Trærup, AU Foto.

Fredag d. 4. november finder man blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen, Jais Valeur (CEO Danish Crown), Bjarke Ingels (CEO BIG) og Peder Holk Nielsen (CEO Novozymes) på Fuglesangs Allé, hvor dette års Aarhus Symposium løber af stablen med et som altid imponerende setup. Og det er da heller ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det - alt dette er drevet og organiseret af studerende på Aarhus BSS.

Men hvordan gør de det, de studerende bag Aarhus Symposium? Ifølge Philipp Schröder, bestyrelsesformand for Aarhus Symposium og professor i økonomi på Aarhus BSS, ved at have et ambitionsniveau, der ligger ud over det sædvanlige.

”Hvor mange ville være tilfredse med at ”gentage succesen”, har Aarhus Symposium en kultur, hvor man altid forsøger at overgå sidste gang. De har en helt særlig evne og lyst til at genopfinde sig selv år efter år, hvilket ikke alene kræver evner - men også en stor portion mod,” siger Philipp Schröder.

Kulturel hukommelse
Man skal være studerende for at være med i Aarhus Symposium. Derfor ligger det også i arrangementets DNA, at der er stor udskiftning blandt arrangørerne.

”Aarhus Symposium har en udskiftningshastighed blandt deres ”medarbejdere”, som ville give de fleste virksomheder grå hår. Men de er på utrolig vis i stand til at have en kulturel hukommelse og lade deres kultur gå i arv,” fortæller Philipp Schröder og fortsætter:

”Måske hænger det sammen med den nysgerrighed, hvormed de studerende i Aarhus Symposium griber tingene an. En nysgerrighed, der kombineret med evner, bliver særdeles kraftfuld. Jeg er også sikker på, at Bjarke Ingels kan genkende sig selv i disse unge mennesker, når han kommer,” siger Philipp Schröder.   

Leaders of tomorrow
Ingen ved, hvad fremtiden bringer. Men Aarhus Symposiums payoff ”Leaders of today connecting with leaders of tomorrow”, er nok ikke et helt urealistisk fremtidsscenarie for de mange involverede.

For det kræver særlige evner at kunne organisere så stort et setup, som Aarhus Symposium er. At kunne dele det op i mindre projekter, sætte delmål, organisere og strukturere forberedelserne gennem et helt år, sådan at det i november måned kulminerer i et arrangement, hvor alt klapper.  

”Der er ingen tvivl om, at alle der har været en del af Aarhus Symposium har en stor portion human capital og nogle helt særlige evner inden for projekt management. Uvurderlige kompetencer, som kan bruges i hvilken som helt kontekst i en virksomhed eller organisation,” slutter Philipp Schröder.

Det er de studerende, som har ansvaret for at afholde og drive Aarhus Symposium. De er dog bakket op af en bestyrelse som ud over Philipp Schröder består af blandt andet Michael Svarer, professor i økonomi ved Aarhus BSS og overvismand, og de to stiftere af Aarhus Symposium Jens Riis Andersen, Management Consultant hos McKinsey & Company og Kasper Vinther Olesen, Bank of America Merrill Lynch i London. Aarhus Symposium finder sted fredag d. 4. november. Næsten 400 studerende sikrede sig en plads gennem Aarhus Symposium Challenge. De resterende pladser blev revet væk på under ét minut. Læs mere om Aarhus Symposium her