EliteForsk-rejsestipendium: Ph.d. studerende søger genvej til dementes hukommelse

Dementes erindringer kan lokkes frem ved hjælp af konkrete genstande fra personens fortid. Ph.d.-studerende Marie Kirk modtager nu et EliteForsk-rejsestipendium til at forske videre i dementes hukommelse.

Vores erindringer er omdrejningspunktet for de fleste sociale sammenhænge, så når hukommelsen svigter, kan det være svært at holde en samtale i gang. Foto: Colourbox.com

Mennesker med Alzheimers sygdom har svært ved at huske deres tidligere oplevelser, hvilket ofte frustrerer både dem selv og deres pårørende. Men en ny metode kan formentlig hjælpe erindringerne på vej. Det er udgangspunktet for det projekt, som ph.d.-studerende Marie Kirk fra Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning (CON AMORE) på Aarhus BSS den 25. februar modtager Uddannelses- og Forskningsministeriets Eliteforsk-rejsestipendium på 200.000 kroner for.

Konkrete genstande kan fremkalde spontane minder
Marie Kirk er i gang med at undersøge, om konkrete genstande i omgivelserne, som for eksempel en flaske parfume fra de unge år, kan hjælpe demente til at huske deres fortid. Tidligere forskning fra CON AMORE har vist, at denne måde at genkalde erindringer fungerer mere spontant og umiddelbart, end hvis man bevidst forsøger at huske. Derfor håber forskerne, at de kan skabe en genvej til hukommelsen hos mennesker med demens.

”Vi ser ofte en markant forskel, når erindringerne genkaldes spontant. Den ældre med demens liver op og erindrer meget mere detaljeret og indlevende, end hvis de forsøger at huske bevidst. Det kan være en følelsesladet situation for alle parter, ikke mindst de pårørende, når den demente pludselig husker oplevelser, demensen ellers spærrer for,” siger Marie Kirk.

Vigtigt for trivsel og livskvalitet
Marie Kirk forklarer, at vores erindringer er omdrejningspunktet for de fleste sociale sammenhænge, så når hukommelsen svigter, kan det være svært at holde en samtale i gang. Derfor er det også vigtigt, at stimulere de erindringer, og dermed samtaler, der kan øge følelsen af samhørighed og fællesskab. Det at kunne indgå i relationer til andre mennesker har nemlig stor betydning for vores trivsel.

Derfor håber hun, at hendes forskning kan bidrage til større livskvalitet både for de demente og for deres pårørende. På længere sigt kan der måske også være inspiration at hente til, hvordan man indretter omgivelserne for de demente på f.eks. plejehjem og i ældreboliger.

Henter inspiration i England
Ifølge Marie Kirk har England en stærk tradition for demensforskning inden for det psykologiske felt. Derfor regner hun med, at rejsestipendiet skal bruges på studieophold ved University of Cambridge og University of Sussex. Udover en kandidatgrad i psykologi fra Aarhus Universitet har Marie Kirk en Masters i kognitiv neurovidenskab fra University of York og kender derfor allerede lidt til den engelske forskning.

Yderligere information:
Navn: Ph.d.-studerende Marie Kirk
Email: mkirk@psy.au.dk
Fastnet: +4587165998

Om EliteForsk-rejsestipendier
EliteForsk-rejsestipendiet uddeles af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Det er på 200.000 kr. og skal give særligt talentfulde ph.d.-studerende mulighed for længerevarende studieophold ved de bedste forskningsmiljøer i verden. Der uddeles 20 stipendier om året.
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet