Ensomme terrorister er ikke så ensomme endda, siger forsker fra Aarhus BSS
Hvis ensomme terrorister virkelig var helt alene og blev radikaliseret i fuldstændig isolation fra det omgivende samfund, så ville de være umulige at stoppe. Men forskning viser, at de faktisk er mindre løsrevne fra omgivelserne, end man normalt tror, og det gør det muligt for myndighederne at opdage dem i tide, fortæller en forsker fra Aarhus BSS, Aarhus Universitet.
”Ensomme aktører er tilsyneladende ikke så ensomme endda,” sagde Lasse Lindekilde, lektor ved Institut for Statskundskab, ved et seminar.
“Meget ofte ser vi, at disse mennesker faktisk er i kontakt med radikale miljøer og radikale individer, både online og offline, på forskellige tidspunkter i løbet af deres radikaliseringsproces.”
Et år efter skuddrabene
Seminaret, hvor Lindekilde fremlagde sin forskning, havde titlen “Paris – København – Paris: Hvordan man bekæmper radikalisering og terrorisme, et år efter skuddrabene i København.” Seminaret blev holdt nøjagtig et år, efter at 22-årige Omar El-Hussein drog bevæbnet gennem den danske hovedstad og slog to mennesker ihjel før han selv blev dræbt i en ildkamp med politiet.
Lindekilde fremlagde nogle af de første resultater af et større international forskningsprojekt ved navn “Preventing, Interdicting, and Mitigating Extremism: Defending Against Lone Actor Extremist Events.” Projektet, som har deltagelse fra seks forskellige universiteter, har omfattet en undersøgelse af 140 forskellige tilfælde af terrorhandlinger begået af individer, med henblik på at finde fælles mønstre. En af konklusionerne er, at individernes forhold til andre betyder meget.
“Man kan måske sige, at det lyder helt paradoksalt og i hvert fald ikke særlig intuitivt, når man taler om ensomme terrorister og deres relationer til andre. Men vores argument, at det faktisk giver meget mening,” sagde Lindekilde.
De holder til i periferien
“I cirka halvdelen af de sager, vi undersøgte, er individerne i kontakt med radikale grupper, individer og miljøer, enten online eller offline, på forskellige tidspunkter. Men de forbliver hele tiden i periferien af de miljøer. De bliver aldrig fuldt integrerede medlemmer. De lunter hele rundt i udkanten. De kommer ind og ud igen på forskellige tidspunkter.”
“Det giver ikke rigtig mening at tale om selvradikalisering. Jeg tror, det giver meget mere mening at tale om den indflydelse, som relationer har, selv i tilfælde, hvor folk ser ud til at handler alene. Vores data antyder i det mindste, at det totalt selvradikaliserede individ er en meget, meget sjælden størrelse,” sagde Lindekilde.
Et radikaliseringsmønster, hvor folk flytter fra periferien ind i centrum af de radikale grupper og bliver skolet i vold gennem gruppe-dynamikkerne der finder man ikke meget belæg for i empirien, ifølge Lindekilde.
“Vi ser et meget mindre skarpt aftegnet mønster af forbindelser og integration i grupper, og i stedet ser vi et meget mere komplekst og diskontinuerligt mønster,” sagde han.
Praktiske implikationer
Det er muligt at bruge forskningen i praktisk øjemed, da det kan hjælpe myndighederne med at komme på sporet af solo-terrorister før de tager deres sidste, dødbringende skridt. Men det kræver bedre kommunikation og en evne til at se et større billede, ifølge Lindekilde.
“Jeg tror, der er en enorm risiko for, at præcis den form for radikalisering bliver usynlig for myndighederne. Disse individer vil dukke op på radaren på forskellige tidspunkter, måske fordi de er aggressive i skolen, eller fordi de lider af depression og har behov for hjælp,” sagde han.
“Men det er forskellige dele af myndighederne, som har at gøre med dem på de forskellige tidspunkter, og hvis vi ikke er klar over det her mønster, og hvis myndighederne ikke gør en dyd ud af at tale med hinanden, så vil vi ikke være i stand til at skimte mønstret.”
