En international forsker vender hjem

Efter mange år i udlandet er Erik Reimer Larsen nu vendt tilbage til Danmark som professor på MGMT. Den 6. april holder han sin tiltrædelsesforelæsning med titlen ”Please wait: Understanding delays, feedback and complexity in decision making” – et emne som han har beskæftiget sig med gennem hele sin forskerkarriere.

Professor Erik Reimer Larsen. Foto: Julia Rolsted Stacey.

London, Bologna, Lugano… og nu Aarhus BSS. Siden 1992 har Erik Reimer Larsen været ansat på nogle verdens førende business schools. Nu er han vendt tilbage til Danmark som professor på MGMT, og den 6. april afholder han sin tiltrædelsesforelæsning på instituttet. I sin forelæsning vil Erik fortælle om, hvordan forsinkelser og feedback i samfundet eller systemet påvirker beslutningsprocesser i virksomheder og organisationer. Dette emne har været omdrejningspunktet i al hans hidtidige forskning, som han selv opdeler i tre forskellige fokusområder, nemlig ”population ecology”, kø-teorier og markedet for elektricitet:

”Inden for population ecology har jeg undersøgt, hvordan forsinkelser i systemet påvirker nye og udviklende industrier. Inden for kø-teori har jeg været med til at udvikle en række ”behavioural queuing models”, som forklarer mekanismerne og konsekvenserne af det at skulle vente. Mit sidste forskningsområde er markedet for elektricitet, hvor jeg undersøger hvilke konsekvenser forsinkelser og mangel på feedback har på det frie el-marked, og hvordan man kan sikre det fremtidige udbud af både vedvarende energi og traditionel elektricitet.”

Sundt at se, om teorien virker

Inden for alle tre områder har Erik udgivet en lang række artikler og bøger, og han har blandt andet udgivet sin forskning i journals som Academy of Management Journal og Management Science. Sideløbende med sin akademiske karriere har han fungeret som konsulent for virksomheder og organisationer verden over. Han har været involveret i en række større projekter i blandt andet Argentina, Columbia og Nigeria og mener, at det er sundt for en forsker at afprøve, om ens teorier rent faktisk virker i praksis:

”Jeg nyder at bruge min viden til at hjælpe virksomheder løse konkrete problemstillinger,” fortæller han. ”Som konsulent bruger jeg forskellige simuleringsmetoder til at bygge modeller af virksomhedernes problemer og diskuterer derefter mulige scenarier igennem med virksomhederne. På den måde får virksomhederne nogle konkrete redskaber, som kan hjælpe dem med at træffe beslutninger.”

Tilbage til Danmark – og Aarhus BSS

Erik Reimer Larsen er en international herre med en lang og spændende karriere bag sig. Han er oprindeligt uddannet civilingeniør, men færdiggjorde i 1992 en ph.d. i økonomi fra CBS. Siden da har han arbejdet i udlandet, først som postdoc på London Business School og University of Bologna med et Marie Curie Fellowship i bagagen. Derefter gik turen tilbage til London og Cass Business School, hvor han var ansat i syv år som professor i management systems.  I 2006 rejste han til Schweiz og tilbragte 11 år på University of Lugano. Desuden æresprofessor ved det største universitet i Columbia. Hvorfor har han igen sat kurs mod Danmark efter så mange år i udlandet?

”Jeg har rejst meget og haft en spændende international karriere indtil nu,” fortæller Erik. ”Men nu er jeg klar til at vende hjem til Danmark og til et større universitet med de mange muligheder, det giver. Jeg er rigtig glad for at være her på Aarhus BSS og glæder mig meget til at komme i gang med både undervisning og forskning, som jeg tænker primært bliver inden for management studier og organisationteori.”

Velsmagende hobby

Efter så mange år i forskellige europæiske storbyer glæder Erik sig til snart at flytte ind i sin nye lejlighed i Aarhus midtby. Han har hverken bil eller mobiltelefon, og er derfor glad for at kunne bo i gåafstand af byens mange tilbud – ikke mindst restauranter. God mad er nemlig hans hobby – og ikke bare den lokale pølsevogn, men verdens fineste etablissementer. Derudover er han glad for at læse – både fag- og skønlitteratur.

Læs om tid og sted for forelæsningen her