Du er her: Aarhus BSS Insights Risikerer elsektoren sin egen ”finanskrise”?

Risikerer elsektoren sin egen ”finanskrise”?



Risikerer elsektoren sin egen ”finanskrise”?

Elselskaberne bliver større og større, konsoliderer sig og krydser grænser. Men kan samfundet tillade elselskaberne at gå konkurs, hvis de trods anstrengelserne ikke formår at drive forretning? Eller er de blevet så vitale for samfundet, at de i realiteten er ”too big to fail”? Ligesom det skete i finanssektoren efter finanskrisen. Ny forskning fra Aarhus BSS rejser spørgsmålet og tænder de første advarselslamper.

09.01.2019 | MICHAEL SCHRØDER

FOTO: Colourbox/Knud Erik Christensen

Endnu er de store katastrofer udeblevet. Men det er sket, og det kan ske igen. At store områder i perioder er blevet henlagt i mørke, efter at et elselskab ikke har kunnet levere den samfundsvigtige strøm i kontakterne.

Det skete eksempelvis i Californien, som i begyndelsen af dette årtusinde oplevede den uheldige kombination af stigende efterspørgsel, mangel på kapacitet, et liberaliseret engrosmarked og faste detailpriser. Resultatet blev, at de to selskaber, der distribuerede strøm til beboerne og virksomhederne i Californien var tæt på økonomisk kollaps, da de måtte købe strøm hos leverandører i det nordvestlige USA på det frie marked og sælge til forbrugerne til faste priser. Da forsyningerne samtidig blev usikre på grund af en usædvanlig hård vinter i det nordvestlige USA, oplevede californierne flere og flere perioder med decideret strømsvigt.

Staten Californien måtte træde til og holde en økonomisk hånd under selskaberne. I august 2001 havde staten Californien købt strøm for 10 milliarder dollars og solgt videre til distributionsselskaberne til den faste pris for blot 3 milliarder dollars.

Selskaberne blev reddet, mens skatteborgerne i Californien stadig betaler af på det 7 milliarder dollars store underskud.

"Hvis det reelt ikke har konsekvenser, at man driver en urentabel virksomhed, så opstår der en tendens til, at man også tager flere chancer, og dermed risikerer man at forværre situationen"

Erik Reimer Larsen - professor, Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS

Too big to fail?

”Man kunne måske havde gjort tingene anderledes, men det kom tilsyneladende aldrig rigtig på tale at lade de to selskaber gå konkurs, da det ville have betydet en voldsom afbrydelse af elektricitetsforsyningen i Californien,” konstaterer professor Erik Reimer Larsen, Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus BSS.

I det videnskabelige tidsskrift Energy Policy stiller Erik Reimer Larsen sammen med Ann van Ackere fra Université de Lausanne i Schweitz og Sebastian Osorio fra Potsdam Institute for Climate Impact Research i Tyskland, spørgsmålet: ”Can electricity companies be too big to fail?” Det gør de i en artikel med samme navn.

Og svaret er tilsyneladende ja. Eller rettere; hvis ikke man sørger for at holde et vågent øje med elsektoren, så risikerer man, at elselskaberne bliver så store og så vitale for samfundet, at man er nødt til at holde dem i live trods det, at de ikke drives rentabelt. Og det er en farlig udvikling, mener Erik Reimer Larsen med henvisning til blandt andet erfaringerne fra finanssektoren før, under og efter finanskrisen.

”Hvis det reelt ikke har konsekvenser, at man driver en urentabel virksomhed, så opstår der en tendens til, at man også tager flere chancer, og dermed risikerer man at forværre situationen,” siger Erik Reimer Larsen.

Overskuddet skrumper

Og ifølge Erik Reimer Larsen er det netop et problem, at de store elselskaber, som producerer strøm, ganske enkelt ikke tjener penge nok til at kunne forrente de gigantiske investeringer, som el-produktion ofte kræver.

I Storbritannien er det samlede overskud hos de seks største operatører på elmarkedet blevet halveret i perioden 2009-2016. Kun ét selskab har formået at øge indtjeningen i perioden.

En nærliggende risiko ved denne faldende profitabilitet er, at selskaberne begynder at spare på eller udskyde investeringer i nødvendig vedligeholdelse for at skære ned på omkostningerne. Dette øger risikoen for pludselige og ikke-planlagte strømsvigt på grund af tekniske problemer.

”Kombinationen af, at de er blevet store, at de ikke tjener penge, og at der tilsyneladende ikke er de store konsekvenser af at tage risikable chancer, er en farlig cocktail, som blev meget tydelig i forbindelse med finanskrisen, hvor flere regeringer måtte holde hånden under store banker, der ellers var i fare for at bukke under,” siger Erik Reimer Larsen.

Advarselslamperne blinker

Hans pointe er, at det samme kan ske i elsektoren, og han peger især på tre tegn, der burde tænde advarselslamper hos myndigheder og internationale organisationer.

1.      Elselskaberne bliver generelt større og større. Eksempelvis er det danske selskab Ørsted (tidl. Dong) gået fra at være et regionalt olieselskab til at blive en dominerende spiller på elmarkedet i Danmark. Derudover ser man, at elselskaber i stigende grad går fra at være regionale eller nationale til at blive internationale og i nogle tilfælde endda globale. Denne konsolidering og koncentration kan betyde, at en fejltagelse hos ét eller få selskaber kan skabe ravage i hele sektoren.

2.      Det er i mange tilfælde svært at se, hvem der i grunden regulerer elsektoren, og der mangler koordination mellem myndigheder. Hvor der findes regionale (USA) eller tværnationale myndigheder (EU) er der imidlertid mest fokus på adgang til markedet og miljømæssig regulering og ikke på selskabernes langsigtede økonomiske sundhedstilstand.

3.      Mange store elselskaber har ikke i tide garderet sig mod den hurtigt voksende og subsidierede udbredelse af vedvarende energikilder som vind- og solenergi. Det har betydet faldende priser og dermed et angreb på indtjeningen hos de store selskaber, der stadig er baseret på atomkraft, gas- eller kul i produktionen af elektricitet, og deres investeringer i store kraftværker.

I sammenhæng er disse tre elementer ifølge Erik Reimer Larsen en blinkende advarselslampe og efterlader myndigheder med svære overvejelser, hvor det altoverskyggende fokus vil være at sikre forsyningssikkerheden.

”Ingen regeringer vil stiltiende sidde og se på, at lyset bliver slukket overalt,” skriver forskerne i artiklen.

At gribe ind – eller ikke at gribe ind

Dilemmaet er imidlertid, at uanset, hvilken løsning myndighederne vælger – at gribe ind eller ikke at gribe ind – så er der både fordele og ulemper.

Griber myndighederne ind og holder en økonomisk hånd under selskaberne kan det betyde en skævvridning af konkurrencen på markedet og i værste fald skabe en domino-effekt, hvor andre selskaber kommer i fare og får brug for lignende hjælp.

Ikke at gribe ind kan få endnu større konsekvenser i form af planlagte eller tilfældige strømsvigt, som det skete i Californien. Det vil ikke bare betyde utilfredshed blandt vælgerne men også have store afledte omkostninger på hele samfundsøkonomien. Den samlede regning for Californien-krisen er estimeret til 40 milliarder dollars.

Dertil kommer, at tilliden til hele sektoren vil lide et knæk og gøre det endnu vanskeligere at tiltrække investorer fremadrettet.

En underliggende risiko ved at gribe ind er imidlertid også, at selskaberne kan fristes til at tage risikable økonomiske chancer, hvis de – berettiget eller uberettiget – regner med, at staten træder til i tilfælde af krise.

Derfor må og skal der ifølge Erik Reimer Larsen også være konsekvenser for ejerne og ikke kun for skatteborgerne.

”En kompetent ledelse er en nødvendighed, og der skal være konsekvenser af at tage chancer,” siger Erik Reimer Larsen og peger blandt andet på lokale selskaber i Danmark, hvor der har været flere eksempler på lokale el-konger, der har taget store chancer.

Skærpe tilsynet

Han peger på flere muligheder for myndighederne for at skærpe tilsynet med elsektoren.

”For det første vil det være ønskeligt med mere international regulering for eksempel i EU, hvor man ser på sektoren på tværs af landegrænser. Derudover bør myndighederne holde øje med selskaberne. Deres profitabilitet og eventuelle fordele og ulemper ved sammenlægninger. Tilsynet skal være langsigtet, og måske man skal stille krav om tilpas likviditet eller egenkapital, og måske man skal stille krav om opdeling af selskaber i mindre enheder. Endelig skal man sørge for ikke at skabe nye store ”Too big to fail”-selskaber,” siger Erik Reimer Larsen og peger blandt på det danske energiselskab Dong (nu Ørsted) og den position, som selskabet er ved at opnå inden for vindenergi.

”Det er jo med elektricitet som med så meget andet: Vi tænker ikke over, hvor det kommer fra og hvordan. Det er først, når det ikke er der, at man begynder at tænke over det,” konstaterer Erik Reimer Larsen.

Foto: Colourbox

Kan Ørsted blive too big to fail?

Den største udvikler af offshore vindmølleparker er det danske energiselskab Ørsted, som har en global markedsandel på 16 pct. efterfulgt af det tyske E.ON med 9 pct. Ørsted regner med at fordoble sin kapacitet mellem 2016 og 2020 i dette hurtigt voksende marked.

En markedsandel på 16 pct. kan umiddelbart forekomme at være en acceptabel koncentration, men ifølge forskerne bør man også tage den risiko i betragtning, at ét selskab spiller en dominerende rolle inden for en ny teknologi, der bliver mere og mere vigtig.

Offshore vindenergi er for eksempel ved at blive den vigtigste vedvarende energikilde i Danmark. Ørsted sad i 2015 på 50 pct. af den samlede offshore vindenergi i Danmark, men dette er stadig kun en mindre del af den totale el-produktion i Danmark og betragtes derfor som værende uproblematisk.

Men når Ørsted får lov til at opnå så stor en markedsandel inden for offshore vindenergi, alt i mens denne teknologi vinder mere og mere frem, kan billedet hurtigt ændre sig: Ørsted kan pludselig blive et såkaldt systemkritisk* selskab.

Selskabets profitabilitet, som i dag er sikret af generøse subsidier, kan komme under pres i fremtiden, da denne statsstøtte i højere og højere grad afskaffes.

*Betegnelse, som er brugt efter finanskrisen og især bruges om en række større banker.