Aarhus BSS laver ny kandidatuddannelse i detail- og mærkevarehandel

Sammen med en række fremtrædende aktører i den danske detail- og mærkevaresektor introducerer Aarhus BSS nu en helt ny kandidatuddannelse i commercial and retail management. Uddannelsen, som er den første af sin art i Danmark, skal imødekomme udviklingen inden for sektoren med blandt andet stigende brug af digitalisering og big data, håndtering af flere salgskanaler, stigende global konkurrence og en anderledes værdikæde fra producent til forbruger.

Foto: Jesper Rais

Cand.merc. i Commercial and Retail Management er navnet på den nye uddannelse, som udbydes af Aarhus BSS ved Aarhus Universitet, og den udfylder et hul i det danske udbud af erhvervsøkonomiske uddannelser, ligesom den forventes at kunne tiltrække internationale studerende.

Samtidig opruster Aarhus BSS fagligt i form af et nyt forskningsområde inden for retail management.

”Samarbejdet med en bred vifte af sektorens virksomheder giver os mulighed for at tilbyde en både specialiseret og samtidig bred kandidatuddannelse inden for en sektor, der beskæftiger tusindvis af medarbejdere, og som er en af hjørnestenene i et industrialiseret samfunds økonomi. Internationalt set findes der kun ganske få uddannelser med samme bredde inden for sektoren,” siger Per Andersen, prodekan for uddannelse på Aarhus BSS.

Med uddannelsen vil de studerende blive klædt på til en karriere inden for hele detail- og mærkevaresektoren i en række forskellige centrale funktioner i sektorens virksomheder og med optimale muligheder for karrieremæssig avancement inden for og på tværs af sektoren.

Uddannelsen er udviklet i samarbejde med en række fremtrædende aktører i sektoren, som er samlet i en gruppe af Founding Partners. Virksomhederne vil spille en aktiv rolle i uddannelsesforløbet gennem gæsteforelæsninger, projektorienterede forløb og kandidatafhandlinger, ligesom de stiller et større antal relevante studiejob til rådighed for de studerende.

Desuden finansierer virksomhederne i Founding Partners et professorat på Aarhus BSS i Commercial and Retail Management.

”Godt købmandskab er i dag en højt specialiseret egenskab, der rækker langt ud over blot at være indkøb til den rigtige pris og salg med en fortjeneste. Det er en kompleks mekanisme, der kræver indgående indsigt i alt fra strategier over relationer til forbrugeradfærd, og alt det skal uddannelsen rumme,” siger Joachim Nisgaard, Group Senior Director i Talent Management & Learning hos Salling Group, som har været en af hovedkræfterne bag oprettelsen af den nye cand.merc.-uddannelse.

Også Bestseller-koncernen hilser den nye uddannelse velkommen.

”De nye kandidater bliver et godt match til de roller, vi skal udfylde i de kommende år i JACK & JONES. Indgående kendskab til ledelsesaspektet i at drive en stor detailforretning vil være et værdifuldt udgangspunkt at have for de talenter, vi skal rekruttere til denne del af vores forretning,” siger Retail Buying Director fra JACK & JONES, Ole Bech.

Uddannelsen som cand.merc. i Commercial and Retail Management har studiestart i efteråret 2020.

Founding Partners:

  • Arla
  • Bestseller
  • Danish Crown
  • Dagrofa
  • JYSK
  • KFI Erhvervsdrivende Fond
  • Mærkevareleverandørerne – MLDK.dk
  • Rema 1000
  • Salling Group

For yderligere oplysninger:

Prodekan for uddannelse Per Andersen
Aarhus BSS, Aarhus Universitet
Tlf.: 87 16 57 45
Mail: perandersen@au.dk

Formand for Founding Partners og CEO Fritz Schur Consumer Group
Carsten Wandorf 
Tlf.:  40 32 62 67
Mail: formand.MLDK@mldk.org

Salling Group:
Group Communication
Tlf.: 87 78 50 02
Mail: press@sallinggroup.com

Bestseller:
Press & Corporate Communication
Tlf.: +45 99 42 16 62
Mail: communications@bestseller.com

Læs mere om uddannelsen: kandidat.au.dk/retailmanagement