Erhverv og Strategi

Mød din ”nye” digitale chef – CDO’en

Større firmaer har i løbet af de senere år i stigende grad placeret ansvaret for den digitale udvikling hos en CDO – Chief Digital Officer. Et nyt forskningsstudie fra Aarhus BSS ved Aarhus Universitet og Université de Genève tegner nu et billede af udbredelsen, hvad CDO’ens opgaver er, og hvad der kan få firmaer til at udpege en CDO.

Mød din nye digitale chef
FOTO: Adobe Stock

Variationer over topchefer i større firmaer med ”Chief Officer”-titler er efterhånden lang. Siden titlerne Executive (CEO), Operating (COO) og Financial (CFO) Officers indtog navneskiltene på chefgangene, er listen over Chief Officers med mere specifik portefølje vokset stødt. 

Chief Supply Chain Officer, Chief Information Officer, Chief Human Ressource Officer, Chief Communication Officer og Chief Sustainability Officer er blot nogle få eksempler på forholdsvis nye titler, der er kommet til inden for de seneste årtier. En af de senere er altså Chief Digital Officer. 

”Måske peakede det netop på det tidspunkt, og måske er CDO’ens særlige position siden indarbejdet i øvrige Chief Officer-funktioner. Det ved vi ikke med sikkerhed. Vi kan se, at tendensen har været stigende, men den er jo fortsat ikke særligt udbredt,”

Sven Kunisch, lektor, Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, Aarhus BSS

At kalde CDO’en ”ny” er måske lidt af en tilsnigelse. I et nyt studie af blandt andre lektor Sven Kunisch, Institut for Forretningsudvikling og Teknologi på Aarhus BSS, kan fænomenet spores tilbage 2003 blandt større virksomheder i USA, da Mike Cooley blev udnævnt til ”Vice President – Digital” i selskabet Sprint Nextel. 

Omfattende data 

Sammen med kollegerne Markus Menz og Robert Langan fra Université de Genève har Sven Kunisch fået optaget en artikel i det anerkendte tidsskrift Long Range Planning, hvor forskerne går på opdagelse i fænomenet Chief Digital Officer. Hvor udbredt er fænomenet, hvad laver en CDO, og hvad får større virksomheder til at udpege en CDO, var de spørgsmål, som forskerne satte sig for at undersøge nærmere. 

De tog udgangspunkt i det såkaldte S&P 1500 indeks (største børsnoterede selskaber i USA) i perioden 2000-2018. For at kunne analysere selskabernes ledelsesmæssige organisering, deres finansielle status samt markedsdata og -positioner hentede forskerne desuden data fra henholdsvis BoardEx (globalt analyse- og dataselskab med speciale i ledelsesroller og -relationer) samt Standard & Poor’s globale, finansielle database Compustat. Alt i alt resulterede det i analyser af 245.336 topchefer fordelt på 2.339 virksomheder og markedsdata fra 1755 virksomheder. 

Mens de første topchefer med digitale titler altså opstod allerede i begyndelsen af 2000-tallet, skulle der gå en del år, før fænomenet blev mere udbredt. I 2009 var der således blot 9 virksomheder med digitale topchef-titler, men fra 2010 steg antallet betydeligt. Da analyserne sluttede i 2018, var antallet af CDO’er steget til 116 – eller cirka 5 procent af BoardEx-firmaerne. Og stigningen var især sket i løbet af netop det år med 22 nye CDO’er eller 25 procent flere end året før. 

Alligevel er Sven Kunisch varsom med at konkludere, at der er tale om en vedvarende tendens, som er fortsat efter 2018. 

”Måske peakede det netop på det tidspunkt, og måske er CDO’ens særlige position siden indarbejdet i øvrige Chief Officer-funktioner. Det ved vi ikke med sikkerhed. Vi kan se, at tendensen har været stigende, men den er jo fortsat ikke særligt udbredt,” påpeger Sven Kunisch. 

Generalister versus specialister 

Vi ved dog, at mens den rene CDO-titel udgjorde 53 procent af alle med CDO-lignende titler (Vice President - Digital og lign.) mellem 2003 og 2010, var det i 2018 steget til 87 procent, hvilket ifølge forskerne indikerer, at betydningen af CDO-positionen i perioden er steget og er vokset som et vigtigt element på topchef-niveau. 

Vi ved også, at mere end 28 procent af CDO’erne også havde supplerende ansvarsområder som for eksempel marketing, innovation eller teknologi. Og vi ved, at de typisk er placeret på andet eller tredje hierarkiske niveau på chefgangene. 

For at se nærmere på CDO’ernes roller i selskaberne gravede forskerne derfor i selskabernes pressemeddelelser og i individuelle jobbeskrivelser på sociale medier. 

Analyserne gav dog ikke noget entydigt billede af, hvad CDO’erne laver. Der er på den ene side generalister med et bredt spektrum af ansvarsområder inden for emner relateret til digitalisering, mens der på den anden side også er specialister med specifikke udviklingsopgaver og – ansvarsområder. Studiet indikerer dog, at generalisterne er noget mere udbredt end specialisterne. 

CDO supplerer CIO 

I den tredje del af studiet undersøgte forskerne en række mulige variabler, der kunne have indflydelse på beslutningen om at udpege en digital topchef – CDO, Vice President – Digital eller lignende. Det kunne være markedsposition, op- og nedgange i salget, strategisk ledelse, ledelsens eller bestyrelsens sammensætning med mere. 

Et af de mere overraskende resultater af analysen er, at tilstedeværelsen af en CIO (Chief Information Officer) øger sandsynligheden for, at en virksomhed styrker sin digitale ledelse med en CDO. Sandsynligheden øges faktisk i det tilfælde med hele 59,3 procent, hvilket ifølge forskerne indikerer, at CDO i langt højere grad er et supplement til CIO’en fremfor en erstatning. 

Desuden finder forskerne, at firmaernes størrelse har en stor betydning for valget om at udpege en CDO, ligesom de konstaterer en vis afsmittende effekt mellem virksomhederne indenfor en branche. 

CDO’en i Danmark 

CDO’en er også nået til Danmark, hvor de også ligesom i USA har indfundet sig på topchefgangene i større firmaer. 

Sven Kunisch har for Insights lavet en hurtig tilsvarende analyse over tilstedeværelsen af CDO’er i danske virksomheder, der viser, at fire ud af de 13 største, danske virksomheder inden for de seneste fem år har eller har haft en CDO eller Vice President – Digital. 

”Det svarer altså til små 25 procent, og altså noget mere end de fem procent, som vi fandt frem til i vores studie blandt amerikanske virksomheder. Man skal naturligvis være varsom med at sammenligne direkte, men det passer fint med, at de største danske virksomheder er med helt fremme, når det handler om digital udvikling, hvilket flere tidligere undersøgelser også har peget på,” siger Sven Kunisch. 

Fakta om studiet:

Studietype: Empirisk studie, sekundære data fra databaser, deskriptiv analyse. 

Eksterne samarbejdspartnere: Markus Menz og Robert Langan, University of Geneva. 

Ekstern finansiering og interessekonflikter: Nej 

Link til videnskabelig artikel: Chief digital officers: An exploratory analysis of their emergence, nature, and determinants. Long Range Planning 

Kontaktdata: Lektor Sven Kunisch, Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, Aarhus BSS.