Jura, Modul 2

Beskrivelse af uddannelsen

Det juridiske studium beskæftiger sig med de retsregler, der regulerer forholdet mellem samfundets borgere indbyrdes, mellem borgerne og samfundet og mellem forskellige samfund. De fleste discipliner i faget sigter mod at opbygge et grundigt kendskab til den gældende retstilstand på en række praktisk vigtige områder. For at forklare disse retsregler i historisk og samfundsmæssig sammenhæng indeholder studiet også en række discipliner, som beskæftiger sig med retsreglernes forudsætninger og forskellige funktioner.

Samfundets retsregler skaber en ramme, som det politiske, økonomiske og sociale liv kan udfolde sig indenfor. Jurister kan derfor heller ikke give færdigsyede løsninger på, hvordan man skal forholde sig i forskellige situationer, men de kan påpege konsekvenserne af forskellige handlemuligheder og gøre opmærksom på, hvilke begrænsninger retsreglerne sætter for handlemulighederne. I et gennemreguleret samfund som det danske vil enhver blot nogenlunde betydningsfuld handling komme i kontakt med retsreglerne – det er derfor også vigtigt at kende disse regler eller have adgang til personer, der har et sådant kendskab.

Formålet med den juridiske bacheloruddannelse er således, at den studerende efter endt uddannelse skal kunne anvende den juridiske metode inden for centrale dele af retssystemet og har kendskab til juraens samfundsmæssige betydning.

Målgruppe

Modul 2 svarer til 2. år af den juridiske bacheloruddannelse på fuldtidsstudiet. Det udbydes som et samlet forløb og retter sig primært mod studerende, der har bestået Modul 1 af den juridiske bacheloruddannelse, og som påtænker at følge hele bacheloruddannelsen.

Tilrettelæggelse

Undervisningen på Modul 2 på bacheloruddannelsen i Jura er tilrettelagt som deltidsundervisning over 3 semestre svarende til 60 ECTS-point (1 årsværk). Den samlede bacheloruddannelse i Jura kan gennemføres på fem år på deltidsuddannelsen.

Undervisningen foregår på et højt niveau. Der er ikke mødepligt på faget, krav om opgaveafleveringer eller krav om forberedelse til undervisningstimerne. Det forventes, at hver enkelt studerende selv tilegner sig den viden, der er nødvendig for at gennemføre studiet. Dette sker selvsagt mest udbytterigt, hvis man deltager forberedt i undervisningen, men da øvelsesopgaver og andet supplerende undervisningsmateriale vil være tilgængeligt via AUs elektroniske læringsplatform Blackboard, vil selvstudium til en vis grad være mulig (om end udfordrende).

 

Hvis den studerende ikke tilmelder sig fagene, som indgår i det relevante modul, i takt med at disse udbydes, kan universitetet ikke garantere, at uddannelsen kan færdiggøres efter den studieordning, som den studerende oprindeligt er indskrevet på.

Ifølge universitetets regler har du ret til at aflægge eksamen i 2 år efter, at undervisningen er afsluttet i det enkelte fag i modulet.

Fag på Modul 2

Tid og sted for undervisningen

Undervisningen vil finde sted på Aarhus Universitet hver tirsdag kl. 18.15 - 21.45.

Der vil desuden blive afholdt en række lørdagsseminarer af 5-9 timers varighed – dog max. fem pr. semester (nærmere oplysninger herom vil blive meddelt optagne ansøgere).

Der tages forbehold for eventuelle ændringer af tidspunkter for undervisningen.

Deltagerbetaling

Deltagerbetalingen er 20.000 kr. for modul 2 af den juridiske bacheloruddannelse fordelt med 6.700 kr. pr. semester. Betalingen falder i 4 rater.

Bog og materialeudgifter

Der må påregnes udgifter til undervisningsmateriale i størrelsesordenen ca. 6.000 kr. for modul 2. De fleste bøger skal anskaffes ved starten af undervisningen i de enkelte fag.

Information om, hvilke bøger der skal købes vil kunne findes på følgende adresse umiddelbart før studiestart på juridisk bogformidlings hjemmeside.

I bygning 1328 på universitetet findes Bogformidlingen, som holder særligt åbent omkring studiestart, således at også deltidsstuderende kan få adgang til de relevante bøger til studenterpris.

Adgangskrav

Optagelse på modul 2 forudsætter ikke, at modul 1 er bestået.

Der kan dog gives tilladelse til at optage studerende med dispensation under forudsætning af, at holdet bliver oprettet, samt at der er plads på holdet.

Det er en betingelse for at få dispensation fra kravet om, at Modul 1 skal være bestået, at du har en gymnasial uddannelse med dansk A, engelsk B, historie B eller idéhistorie B eller samfundsfag B eller samtidshistorie B og derudover kan dokumentere – gennem erhvervsarbejde, uddannelse eller på anden måde – at have erhvervet dig forudsætninger svarende til det faglige indhold og niveau på Modul 1.

Hvis der er flere rettidigt tilmeldte, kvalificerede ansøgere, end der er pladser, vil prioritering ske ud fra følgende kriterium:

  • Ansøgere, der har bestået Modul 1 på bacheloruddannelsen har ubetinget førsteret til en plads på holdet.

Øvrige forudsætninger:
Det vigtigste arbejdsredskab i det juridiske studium er sproget. For at kunne gennemføre studiet med godt resultat skal du derfor have danskkundskaber svarende til hf- eller studentereksamen. Derudover er et bredt kendskab til samfundsforhold en væsentlig forudsætning for at tilegne sig forståelse for retsreglernes indhold og betydning. Den overvejende del af pensum på bacheloruddannelsen er skrevet på dansk, men svensk, norsk og engelsk kan også forekomme.

Som det fremgår oven for, forventes du at yde en arbejdsindsats, der svarer til ca. det halve af, hvad en fuldtidsstuderende skal yde pr. semester. Det er vigtigt, at du gør dig dette klart og er indstillet herpå, inden studiet påbegyndes.

Kopi af eksamensbevis for gymnasial uddannelse samt evt. anden relevant uddannelse skal vedlægges ansøgning om optagelse.

Studieordning

For nærmere oplysninger om uddannelsen, prøvetyper mv. henvises til studieordningen for 
bacheloruddannelse i jura (2014 - med senere ændringer).

For generelle regler og bekendtgørelser, der knytter sig til udbuddet af heltidsuddannelse på deltid se Regler og bekendtgørelser.

Hovedområde og Studienævn

Modul 2 af den juridiske bacheloruddannelse hører hjemme under Aarhus BSS.

Juridisk Studienævn har ansvaret for det faglige niveau, indhold, undervisning og prøver.

En afsluttet bacheloruddannelse i jura giver ret til betegnelsen ”bachelor (BA) i jura” – på engelsk ”LL. B.” eller ”Bachelor of Laws”.