To internationale poster til Lotte Bøgh Andersen

Professor Lotte Bøgh Andersen fra Aarhus BSS bliver bestyrelsesmedlem for den internationale sammenslutning Public Management Research Association og redaktionsmedlem på tidsskriftet International Public Management Journal. Det kommer også den danske offentlighed til gode.

Foto: Lars Kruse, AU

Med de to poster i udlandet og i tillæg posten som medlem i regeringens Ledelseskommission er Lotte Bøgh Andersen med til at sætte retningen for offentlig ledelse såvel internationalt som nationalt.

Godt placeret med et ben i hver lejr – den videnskabelige og den praktiske – sørger hun for, at forskningen kan anvendes i praksis, når dansk offentlig ledelsespraksis tilføres nyeste viden fra højeste internationale niveau, og den anden vej rundt, når praksis inddrages i forskningen.

”Vi vil sende et signal om, at de to ting går hånd i hånd. At være med i de bedste internationale ledelsesfora gør, at man får indsigt – ikke bare i den litteratur, der er publiceret, men i den, der er på vej. Så man kan tage den nyeste forskning med hjem og sætte den i spil. Herhjemme har vi fingeren på pulsen i forhold til, hvad som optager lederne i den offentlige sektor. Disse input bringer vi med i den internationale diskussion,” siger Lotte Bøgh Andersen.

Hun fremhæver også kollegaernes arbejde, f.eks. i forskningsgruppen LEAP, som hun er leder af. Aarhus BSS er ramme for en stor mængde ledelsesforskning, der vender sig ud mod verden, og som leverer viden og indsigt til den danske offentlighed. For nyligt blev forskningsfeltet offentlig forvaltning på Aarhus BSS rangeret som nummer fire i verden.

Også de studerende nyder godt af, at underviserne har internationale kontakter og fingeren på pulsen i forhold til ledelse i den virkelige verden. F.eks. på uddannelsen Offentlig politik og økonomi ved Aarhus BSS, hvor Lotte Bøgh Andersen krydrer undervisningen i offentlig ledelse med den allernyeste internationale forskning og erfaringer fra dansk offentlig sektor i praksis.

Lanceringen af Lotte Bøgh Andersens to nye hverv sker i forbindelse med Public Management Research–konferencen i Washington D. C. den 8.-10. juni.