Professor Jacob Lund Orquin får Sapere Aude bevilling til projekt om forbrugervalg

Jacob Lund Orquin fra Institut for Virksomhedsledelse har den 5. dec. 2018 modtaget en bevilling på 5.849.529 kroner fra Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-program til sit projekt, der skal definere en model for forbrugernes valg af produkter.

Portræt af Jacob Lund Orquin
Jacob Lund Orquin er professor på Institut for Virksomhedsledelse (MAPP) og arbejder med forbrugerpsykologi. Foto: AU Foto

Projektet ”Rethinking the Choice Process” integrerer, som det første af sin slags, nye landvindinger i kognitionsforskning, neurovidenskab og økonomi. Projektet involverer ledende internationale forskere og har til formål at udvikle en matematisk model, der skal beskrive, hvilke produkter forbrugerne ser og vælger i f.eks. supermarkeder eller netbutikker.

Forståelse skal hjælpe grundforskningen og styrke bæredygtigheden
Modellen skal styrke vores forståelse af de psykologiske processer bag forbrugerbeslutninger og forbedre vores evne til specifikt at forudsige, hvilke produkter forbrugerne vælger. Evnen til at forudsige forbrugernes beslutninger spiller en nøglerolle i socialt ansvarlig markedsføring og offentlig politik og kan være med til at styrke valget af sundere og mere bæredygtige produkter i fremtiden.

”Jeg håber, at min forskning vil bringe os videre mod mere realistiske adfærdsmodeller. Der er på nuværende tidspunkt ganske få teorier, som kan beskrive, hvordan almindelige mennesker træffer beslutninger uden for laboratoriet. Vores forskning vil også kunne bruges at guide forbrugernes valg i retning af sundere og mere bæredygtige produkter, ” fortæller Jacob L. Orquin.

Midlerne vil blive brugt til psykologiske eksperimenter med eye tracking, som er en teknologi, der måler vores øjenbevægelser, til rejser, formidling og ikke mindst en postdoc, som skal hjælpe med at udføre forskningen.

”Jeg er naturligvis rigtig glad og lidt stolt over at være nået igennem de tre udvælgelsesrunder i Sapere Aude programmet. Og så er jeg ikke mindst lettet over at være sparet et afslagsbrev. Det svider altid lidt når ens artikler eller fondsansøgninger bliver afvist, men det er desværre en uundgåelig del af processen, ” siger Jacob Lund Orquin afslutningsvis.

Om karriereprogrammet Sapere Aude
Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) har siden 2010 uddelt store millionbeløb til både unge og etablerede forskertalenter med karriereprogrammet Sapere Aude. Bevillingerne gives for at styrke forskning på højt internationalt niveau.

Yderligere oplysninger

jalo@mgmt.au.dk

tlf. +45 22 17 86 21

Webside