Pris til Martin Bisgaard for afhandling i særklasse

Martin Bisgaard vinder prisen for årets bedste ph.d.-afhandling hos American Political Science Association's sektion for politisk psykologi. Det er første gang i prisens historie, at den tildeles en person fra et universitet uden for USA.

Martin Bisgaard har lige modtaget den fornemme pris ved årets American Political Science Association-konference i San Francisco. Foto: Lars Kruse (Billedet er fra AUFFs prisoverrækkelse 24/5-17)

"Det er fantastisk flot, at Martin modtager denne pris, for der er selvsagt en enorm konkurrence om prisen fra et hav af dygtige ph.d.-studerende fra alle de bedste universiteter i USA. Vi har grund til at være stolte af ham. Prisen til ham er med til at understrege, at vi har en god ph.d.-uddannelse på Aarhus BSS og et stærkt miljø inden for politisk psykologi og holdningsforskning," lyder det fra kollega og ph.d.-vejleder Rune Slothuus.

I den prisvindende afhandling ’Perceiving the Unobservable’ undersøger Martin Bisgaard, hvad der styrer vores opfattelse af ”den uobserverbare” nationaløkonomi. Nationaløkonomien er nemlig en vigtig faktor i forhold til, hvem folk stemmer på. Men er vi vælgere i stand til at tage stilling til landets økonomi? Bisgaard undersøger forskellige kilder til, hvor vælgernes opfattelser kommer fra, nemlig vælgernes partitilhørsforhold og dagligdagserfaringer samt politikernes kommunikation.

Han sammenligner det lidt med at være fan af et fodboldhold. Holder man med den siddende regering, har man generelt mere positive opfattelser af nationaløkonomien, end hvis man er tilhænger af oppositionen. Det nye ved Bisgaards forskning er, at den viser, at der på den ene side er grænser for, hvor langt tilhængere af oppositionen og regeringen er villige til at gå i forhold til at ”fordreje” økonomiske fakta. Er det tydeligt, at der har været tale om dårlig økonomi, som under finanskrisen, indser selv tilhængerne af regeringspartiet det. Men på den anden side betyder det ikke, at tilhængere af regeringspartiet vil smide deres eget parti på porten. Når regeringstilhængere eksempelvis indser, at det går dårligt med økonomien, finder de pludselig mange gode grunde til, at det ikke er regeringen, der har ansvaret.

Afhandlingen består af fire artikler, hvoraf tre af dem er udkommet i de førende tidsskrifter Journal of Politics og American Journal of Political Science. Hans ph.d.-vejleder Rune Slothuus roser ham for det gode arbejde:

"Martin er en usædvanlig dygtig og talentfuld ung forsker, og prisen viser, at hans strategi om at gå efter at publicere i de allerbedste tidsskrifter har båret frugt, også på denne måde."

Sammen arbejder Slothuus og Bisgaard nu på projektet "When and How Political Parties Influence Public Opinion Formation".

Præmieres igen
Også tidligere i år blev Martin Bisgaard præmieret for sin ph.d.-afhandling, da Aarhus Universitets Forskningsfond overrakte ham deres ph.d.-pris på 50.000 kroner. Læs historien her

Martin Bisgaards ph.d.-afhandling ’Perceiving the Unobservable – How Partisanship and Everyday Life Influence Citizens’ Perceptions of the National Economy’  kan læses i Politica. 

Læs mere om Martin Bisgaard og hans forskning på hans PURE-profil

De fire artikler i ph.d.-afhandlingen er:

  • Partisan Elites as Culprits? How Party Cues Shape Partisan Perceptual Gaps. American Journal of Political Science (udgivet sammen med Rune Slothuus)
  • Bias Will Find a Way: Economic Perceptions, Attributions of Blame, and Partisan-Motivated Reasoning During Crisis. The Journal of Politics
  • How Do Partisans Respond to New Evidence? The Two-Step Process of Belief Revision and the Hydraulic Nature of Partisan Bias Working paper
  • Reconsidering the Neighborhood Effect: Does Exposure to Residential Unemployment Influence Voters’ Perceptions of the National Economy? The Journal of Politics (udgivet sammen med Peter Thisted Dinesen og Kim Mannemar Sønderskov)