Fire dygtige studerende får Eksportforeningens Graduation Awards

Eva Schwendel, Maria Paternoga, Christian Kærgaard Pedersen og Frederik Teilmann Rye Jensen modtog i går Eksportforeningens Graduation Awards. En pris, som hvert år uddeles til et bachelorprojekt og et speciale, som i særlig grad er med til at fremme eksporten blandt danske virksomheder.

Foto: Svend Christensen

Det var fire glade Aarhus BSS-studerende, som i går fik overrakt Eksportforeningens Graduation Award. Med prisen følger æren og en check på 12.000 kr. for specialeprisen og 8.000 kr. for bachelorprisen. Prisen blev overrakt på Eksportforeningens generalforsamling, den 17. maj hos firmaet Kamstrup i Skanderborg.

Specialeprisen
Vinder af specialeprisen er Eva Schwendel og Maria Paternoga, som til daglig læser MSc in Economics and Business Administration - Marketing på Institut for Virksomhedsledelse. De får prisen for deres speciale om ”The Country-of-Origin Effect in the Context of Organic Food”.

”Eva Schwendel og Maria Paternoga har udført et flot stykke benarbejde ved at gennemføre interviews med 293 kunder på det tyske marked. På den måde har de fået indsigt i markedets præferencer for country of origin ved at spørge kunderne selv og kan blandt andet konkludere, at du skal tilpasse markedsføring og kommunikation til hvert enkelt marked. En vigtig pointe uanset om du sælger økologiske fødevarer eller pumper til marineindustri,” siger Ulrik Dahl, CEO i Eksportforeningen.

Bachelorprisen
Christian Kærgaard Pedersen og Frederik Teilmann Rye Jensen læser BSc in Economics and Business Administration - International Business på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi i Herning. De får bachelorprisen for deres projekt om”Strategic Responsiveness: Surviving ing the New Competitive Landscape”.  

”Christian Kærgaard Pedersen og Frederik Teilmann Rye Jensen undersøger, hvordan virksomheder skal overleve, når konkurrencesituationen konstant forandrer sig. Det er et meget aktuelt emne, som mange virksomheder er tvunget til at forholde sig til næsten dagligt. Projektet konkluderer, at en innovativ organisationskultur, hvor mellemledere involveres i strategien og alle medarbejdere kan byde ind, ruster virksomheden til at kunne håndtere risici og forandringer bedre, og det er bestemt en tilgang, som mange kan lære af,” siger Ulrik Dahl.

De to grupper er blevet indstillet til prisen af deres vejledere, og de er efterfølgende udvalgt som vindere af en dommerkomite hos Eksportforeningen. Stort tillykke til de fire dygtige studerende.

Udvælgelseskriterier:
Specialeprisen:
- opgaven skal udvise et højt niveau of teoretisk kunnen (man skal som minimum have fået karakteren 10)
- opgaven skal hjælpe med at promovere internationaliseringen af virksomheder og/eller bidrage med viden, som kan hjælpe danske virksomheder generelt med at tage beslutninger i den forbindelse

Bachelorprisen:
- opgaven skal udvise et højt niveau of teoretisk kunnen (man skal som minimum have fået karakteren 10)
- opgaven skal have en ambition om at løse ledelsesmæssige og/eller økonomiske problemer i forbindelse med eksport og/eller internationalisering.