Du er her: Aarhus BSS Om Aarhus BSS Ledige stillinger Professoratspolitik

Professoratspolitik

 

Vedtaget i fakultetsledelsen den 11. oktober 2012.

Revideret i maj 2016.

Formålet med professoratspolitikken ved Aarhus BSS er at sikre et højt fagligt niveau i forbindelse med ansættelse af professorer, således at det fortsat vil være meget attraktivt at opnå et professorat.

Det er væsentligt, at der med professoratspolitikken stadig er plads til forskelligheder institutterne imellem. Ved Aarhus BSS er det derfor altid de enkelte institutter, der beslutter fordelingen mellem de forskellige videnskabelige stillingskategorier under hensyntagen til budget og forskningsdækning af institutternes undervisning.

Formålet med at tildele et professorat er ikke at belønne medarbejdere for tidligere tiders indsats, men derimod at opildne til en fremtidig fremragende indsats. Det er således i høj grad potentielle, fremtidige bidrag, der skal være afgørende for, hvem der ansættes i et professorat.  Det er naturligvis afgørende, at kun personer med tilstrækkelige og høje kvalifikationer inden for såvel forskning, forskningsledelse, undervisning og videnudveksling ansættes i de opslåede professorater.

Kriterier for opslag og besættelse af professorater   

  1. Opslag af professorater sker som udgangspunkt i rimeligt brede områder og med specielle indsnævringer som et underordnet kriterium.
    Formuleringen ”rimeligt brede opslag” indebærer, at det i høj grad overlades til de fagkyndige, dvs. institutterne, at fortolke begrebet, ligesom formuleringen ”som udgangspunkt” indebærer, at der kan være situationer, hvor snævre opslag kan anvendes.

  2. Opslag af professorater sker som åbne opslag og foretages med på forhånd aftalte og ikke for lange tidsintervaller, eksempelvis med et eller to års interval.
    Dette betyder blandt andet, at kaldelse kun anvendes under helt særlige omstændigheder. Endvidere giver jævnlige opslag potentielle ansøgere mulighed for at indrette sig herefter, således at der inden for en given periode ofte vil være flere muligheder for at indsende ansøgninger. Det er naturligvis muligt at opslå professorater uden for den aftalte plan, for eksempel i forbindelse med eksterne bevillinger.

  3. Opslag af professorater sker som udgangspunkt altid som varige professorater.
    Dette betyder, at der kun er ét sæt kvalifikationskriterier ved professoratsbedømmelser. For en nærmere gennemgang af bedømmelseskriterier henvises til Aarhus BSS’ retningslinjer til bedømmelsesudvalg.

  4. Tidsbegrænset ansættelse på professorniveau anvendes kun i ganske særlige tilfælde og forudsætter, at kandidaten er erklæret kvalificeret af et fagligt bedømmelsesudvalg til et varigt professorat.
    Mens ansættelse i tidsbegrænsede professorater oftest vil ske ifm. opslag af varige professorater, vil professorater med særlige opgaver (MSO) kunne opslås særskilt.

    Der anvendes ved Aarhus BSS således to former for tidsbegrænset ansættelse på professorniveau:   

    a. Tidsbegrænset professorat
    Kandidater til tidsbegrænsede professorater bedømmes efter samme kriterier som ved varige professorater.

    b. Professorat med særlige opgaver (MSO)
    Kandidater til professorater med særlige opgaver (MSO) bedømmes efter samme kriterier som ved varige professorater. Professorat med særlige opgaver anvendes kun, når der til stillingen reelt er knyttet en særlig opgave, som ligger inden for instituttets kerneområder, eller som er et satsningsområde ved Aarhus BSS, eksempelvis større eksterne bevillinger til afgrænsede projekter.

Bedømmelsesudvalg

Alle medlemmer inklusiv formanden skal være AU-eksterne, og der skal helst deltage ét eller flere internationale medlemmer. For en nærmere gennemgang af bedømmelsesudvalgets rolle og opgaver i forbindelse med opslag af professorater henvises til Aarhus BSS’s retningslinjer til bedømmelsesudvalg.

For at leve op til kriterierne for opslag, bedømmelse og ansættelse, er det vigtigt at sikre, at bedømmelsesudvalgene er udførlige og grundige i deres vurderinger, herunder i deres vurdering af ansøgers potentiale, således at institutleder og dekan har det nødvendige grundlag for at kunne besætte stillingen.