Nye fag på Master i offentlig ledelse

Master i offentlig ledelse arbejder hele tiden på at forny tilbuddet af fag, så fagene passer til offentlige leders udfordringer nu og her. Vi har således udviklet tre nye fag, som udbydes for første gang i efteråret.

I foråret blev faget ”Ledelse af ledere” udbudt for første gang bl.a. med dekan Thomas Pallesen som underviser. Foto: Lars Kruse, AU Foto.

På Master i offentlig ledelse møder du den bedst tilgængelige forskning inden for aktuelle problemstillinger og udviklingstendenser vedrørende ledelse i den offentlige sektor og lærer at bringe det i spil i egen ledelsespraksis. Netop nu kan du søge om optagelse på tre nye fag på masteruddannelsen, som bliver udbudt i Aarhus eller Odense i efteråret.

De nye fag, du kan læse i efteråret er:

Offentlig kvalitet, effektivitet og brugerorientering
Påstanden i dette fag er, at den kvalitet, effektivitet og lydhørhed, vi finder i den offentlige sektor, er påvirket af den måde, den offentlige sektors økonomi er organiseret på. Formålet er at give offentlige ledere en større indsigt i de valg, der kan træffes omkring organisering af deres organisationers økonomi samt konsekvenserne heraf.

Sundhedsledelse og –politik
Faget har til hensigt at udvikle deltagernes kompetencer til selvstændigt at identificere, afgrænse og analysere konkrete sundhedsledelses- og politikproblemstillinger. Derudover opnår deltagerne kompetencer til at omsætte analyser til løsningsforslag til (egen) ledelsespraksis.

Digitalisering og disruption i et ledelsesperspektiv
Målet er at styrke lederens viden og kompetencer til at lede en organisation i lyset af nye teknologiske trends og et stadig øget behov for at indfange og omfavne nye tendenser inden for digitalisering. Vi ser blandt andet på, hvordan vi kan bruge forskellige typer af data til at træffe beslutninger.

Overvejer du at læse et af de nye fag på Master i offentlig ledelse i efteråret? Så vær opmærksom på, at der er ansøgningsfrist den 1. maj.

Læs mere og tilmeld dig her