Business and Social Sciences lancerer global konkurrence med fokus på fremtidens ledere
I samarbejde med FN lancerer Aarhus Universitet, Business and Social Sciences nu en ambitiøs konkurrence, som opfordrer studerende og undervisere verden over til at komme med bud på, hvordan vi skal uddanne fremtidens ledere.
17.01.2012 |

Den globale konkurrence PRME LEADERS+20 opfordrer studerende og undervisere verden over til at komme med bud på, hvordan vi skal uddanne fremtidens ledere.
”Hvordan udvikler vi en ny generation af ledere, der kan håndtere samfundets store udfordringer såsom stigende verdensbefolkning, klimaforandringer, knaphed på vand, mad, energi?”
Denne udfordring sendes i disse dage ud fra Aarhus Universitet, Business and Social Sciences til godt 100.000 studerende og deres undervisere verden over. Den er et led i den globale konkurrence PRME LEADERS+20, som skal sætte fokus på hvordan bæredygtighed og ansvarlighed kan integreres i undervisningen på universiteter og business schools globalt.
PRME LEADERS+20 er udviklet i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Business and Social Sciences (BSS) og FN-programmet PRME (Principles of Responsible Management Education). PRME’s medlemmer omfatter over 400 universiteter og business schools verden over, som har forpligtet sig til at udvikle deres uddannelser kontinuerligt med henblik på at uddanne en ny generation af ledere, som er i stand til at håndtere de komplekse udfordringer, som erhvervslivet og samfundet står over for i dag og i fremtiden.
Studerende er vigtige aktører i en bæredygtig fremtid
Som titlen LEADERS+20 indikerer, har konkurrencen til formål at opfordre de studerende og deres undervisere til at se 20 år frem i tiden og tænke over, hvilke kompetencer en leder bør have for at kunne håndtere globale udfordringer som overbefolkning, klimaændringer, ressourcemangel, voksende fattigdom – og samtidig skabe succes og vækst.
- Aarhus Universitet gennemgår i denne tid den største organisatoriske forandring nogensinde netop for i højere grad at kunne bidrage til at løse samfundets store udfordringer. Derfor var det oplagt at skabe et tæt samarbejde med FN´s Rio+20 konference og sætte fokus på universiteternes og de studerendes rolle i forhold til at skabe bæredygtig udvikling, udtaler Pernille Kallehave, udviklingschef på Interdisciplinært Center for Organisations Arkitektur – ICOA, som sammen med en række kolleger står bag udviklingen af LEADERS+20.
Vi har meget at bidrage med
Dekan Svend Hylleberg er enig i, at fremtidens ansvarlige leder skal skabes allerede i løbet af uddannelsen, og han er overbevidst om, at det potentielle samspil mellem de forskellige fagområder på Business and Social Sciences gør, at Aarhus Universitet har meget at byde på i denne sammenhæng:
- Konkurrencens problemstilling passer godt til vores faglige bredde på Business and Social Sciences. Vi har unikke muligheder for at skabe et interdisciplinært fokus i vores uddannelser og forskningsprojekter, som kan bidrage til at løse mange af de globale udfordringer, vi står overfor - udfordringer som går på tværs af sektorer, private og offentlige virksomheder og politiske tilhørsforhold. Vi har et særligt ansvar for at bidrage til at løse disse udfordringer, da vi jo netop uddanner fremtidens eksperter og ledere, og derfor er vores samarbejde med FN omkring denne konkurrence helt i tråd med den rolle, vi generelt skal udfylde, udtaler dekan Svend Hylleberg.
Taletid på global konkurrence og netværk med erhvervsliv
Førstepræmien til det hold, som kommer med det bedste forslag, er en rejse til Rio i juni 2012 og en invitation til at præsentere deres idéer for rektorer og dekaner, internationale virksomheder og FN på ’Rio+20 PRME Global Forum’ og ’Rio+20 UN Corporate Sustainability Forum’. Hér vil holdet også have mulighed for at møde en række danske og internationale virksomheder, som er førende inden for bæredygtighed.
Andenpræmien er et møde med Danmark og dermed en dansk fortolkning af bæredygtighed. Vinderne vil få et scholarship til at deltage i et kursus på AU’s sommeruniversitet med fokus på bæredygtighed, og de vil komme på besøg hos Mærsk og på Samsø og få indblik i to rigtig gode eksempler på bæredygtig ledelse og politik.
FAKTA
Initiativtagerne til konkurrencen
Initiativgruppen til konkurrencen er udviklingschef for Interdisciplinært Center for Organisations Arkitektur – ICOA Pernille Kallehave, professor Ellen Margrethe Basse (Juridisk Institut), professor Jan Bentzen (Institut for Økonomi), professor Gert Tinggaard Svendsen (Institut for Statskundskab), studerende Cecilie Bach Johansen fra Aarhus Sustainability Network samt projektleder Melissa Mc Cann Thomsen, ICOA.
Forskere og studerende deltager aktivt i markedsføringen
En række forskere fra både Aarhus Universitet og en række udenlandske universiteter har meldt sig som såkaldte ’academic friends’, som spreder budskabet om konkurrencen til deres akademiske netværk. Dette vil betyde, at konkurrencen når ud til hundredevis af universiteter verden over.
En gruppe studerende fra Business and Social Sciences og Arts fungerer som såkaldte ’Community Hosts’, og de vil i de kommende måneder sprede budskabet via Twitter og Facebook .
Støtte-organisationer
Udover FN og AU støtter en række danske og internationale virksomhedere og organisationer konkurrencen:
- Vestas
- Mærsk
- Novozymes
- Vale (Brasilien)
- Chinese Minmetal Corporation (Beijing)
- Mandag Morgen
- CEEMAN (Øst- og Central Europa)
- Aarhus Kommune
- LEAD AFRIKA – en afrikansk NGO
- Globally Responsible Leadership initiative
Om Rio+20
- Rio +20–konferencen om bæredygtig udvikling foregår den 20. - 22. juni 2012 i Rio forummet
- Formålet er at identificere nye udfordringer på tværs af landegrænser og industrier og at sikre fornyet politisk opbakning til bæredygtig udvikling
- Rio+20 vil især sætte fokus på grøn økonomi, fattigdomsbekæmpelse og behovet for nye institutioner
- Det vil være hér, at den fremtidige agenda for bæredygtig udvikling på verdensplan vil blive sat
- I forbindelse med konferencen holdes Rio+20 Corporate Sustainability Forum - en uge med adskillige workshops og temamøder, som relaterer sig til agendaen på Rio+20-konferencen
Om FN’s PRME
PRME står for ”Principles for Responsible Management Education”. Det er et FN-program under Global Compact målrettet business schools og universiteter fra hele verden, som har forpligtet sig til at støtte op om at integrere de seks principper i såvel deres uddannelser, forskning og deres generelle virke.
Det tidligere ASB blev medlem af PRME i 2009. Medlemsskabet favner nu hele BSS.
Yderligere information:
Udviklingschef Pernille Kallehave
Interdisciplinært Center for Organisations Arkitektur – ICOA
Tlf.: 21 60 56 59
E-mail: peka@asb.dk







