Du er her: Aarhus BSS Alumner Nyhed

Tak for sidst – og velkommen, nye alumner

Til dig, der var med til sommerfest: Tak for sidst! Og til dig, der er ny alumne: Velkommen!

25.09.2017 | Thomas Pallesen

Fredag den 18. august var vi 2.000 mennesker samlet i Universitetsparken til årets store sommerfest på Aarhus BSS. Og sikken fest.

Tre fjerdedele af deltagerne var corporate partners, og der var ikke mindst mange alumner. Tak for det. Jeg håber meget, at I nød både de faglige arrangementer på institutterne og selve festen.

Genoplev sommerfesten

Sommerfesten er vores måde at sige tak for et godt samarbejde til vores eksterne samarbejdspartnere og til at vedligeholde de gode relationer til vores alumner, som vi mener, er vores fornemmeste ambassadører.

I dette nyhedsbrev kan I blandt andet se billeder fra festen og genopleve nogle af de gode øjeblikke herfra, og I kan læse mere om årets alumne, departementschef i Justitsministeriet Barbara Bertelsen.

Velkommen til de nye

Derudover vil jeg benytte lejligheden til at sige velkommen til dig, der dimitterede fra Aarhus BSS i sommer, og som nu er alumne. Jeg håber meget, at du vil få rigtigt meget ud af Aarhus BSS’ store alumnenetværk.

Det er vores ambition, at du som alumne fra Aarhus BSS kan holde dig opdateret på, hvad der sker af faglig udvikling på din gamle uddannelse, at du fremadrettet kan bruge netværket til at få inspiration og kontakter i din videre karriere, og at du hele tiden kan holde dig opdateret om relevante tilbud om at efter- og videreuddanne dig på Aarhus BSS.

Kompetenceudvikling og vedligeholdelse af fagligheden i sin uddannelse bliver trods alt mere og mere essentielt ude i det professionelle liv.

Gratis arrangementer

I løbet af året laver vi en række faglige arrangementer af høj kvalitet, som er gratis for medlemmer af alumnenetværket, og hvor der er rig mulighed for at dyrke netværk og pleje kontakter.

I efteråret er der Kvinder & Karriere, Om Ledelse, vores årlige HR-konference, og næste år satser vi kraftigt på at gentage Erhvervskonferencen, som i år var den nye, store satsning.

Men vi gør det selvfølgelig også fordi, vi håber på, at du på et tidspunkt kan hjælpe os.

Goodwill

Hvert år skal vi have mange studerende ud i praktikforløb, ligesom du måske selv har været det i din uddannelse. For mange er det indgangen til det første job efter studietiden.

At have ansvar for en praktikant er meget givende, men vi ved også, at det er krævende. Det samme gælder for censorer, mentorer eller som medlem af et aftagerpanel.

Derfor håber vi på din goodwill, når vi en dag får brug for netop dig eller dit netværk til at skabe praktisk indhold i de studerendes uddannelse. På den ene eller den anden måde.

Ny Associate Dean

Det kan også være som bindeled eller ambassadør i et samarbejde mellem din arbejdsplads og Aarhus BSS. Vi vil nemlig gerne være tæt på de virksomheder, som i sidste ende aftager vores kandidater. Vi vil gerne lytte til deres behov, og vi vil gerne efterkomme disse behov eventuelt gennem skræddersyede forløb.

Derfor har vi netop udpeget professor René Rohrbeck som ny Associate Dean for Corporate Relations.

René Rohrbecks opgave bliver at styrke samspillet mellem den forskning, der sker på Aarhus BSS, og de behov, som erhvervslivet har for viden, udvikling og innovation.

Det er derfor mit håb, at der vil være endnu flere eksterne samarbejdspartnere, der deltager, når vi næste år igen inviterer til sommerfest. Og at du som alumne naturligvis er med.

Alumner